Historik
Ennea er græsk og betyder ni og gram betyder model. Enneagrammet beskriver 9 personlighedstyper meget dybtgående, idet der er tale om en kortlægning af menneskers dybtliggende motiver for det de gør. Det menes, at modellen er et udtræk fra flere af verdens store filosofiske retninger; heriblandt tibetansk mystik, kristendom, den jødiske kabbalistiske træning og især fra middelalderens islamiske filosoffer, Sufierne. Ifølge overleveringen kaldte Sufierne enneagrammet ”Guds ansigt”. Herved mente de, at Gud er den eneste, der har evnen til at opleve verden i sin helhed i modsætning til mennesket, som kun er i stand til at opfatte en begrænset del af virkeligheden, og som samtidig er fastlåst i en begrænset synsvinkel på verden. Sufierne talte om, at vi mennesker er faldet i søvn fra os selv og at vi bevidstløse gentager vores mønstre igen og igen - mønstre der ikke altid giver os det, vi ønsker. For hver type beskriver enneagrammet de ubevidste mønstre, som typen gang på gang gentager i illusionen: “Hvis jeg bliver ved tilstrækkelig længe, bliver jeg nok lykkelig”. Læren om enneagrammet var i hundreder af år ”hemmelig” eller forbeholdt ”de indviede”. Dette skal måske forstås i betragtning af, at mennesket ikke har været klar til at forstå denne viden før nu. Man skal tænke på, at før Freud, som kom med sine teorier i begyndelsen af 1900-tallet var tanken om det ubevidste aldeles ukendt. Den armenske filosof Georg Ivanovich Gurdjieff (1872-1949) var en af de første der bragte Enneagrammet til Vesten efter at have rejst rundt i verden og besøgt klostre og mystikskoler. I 1920 grundlagde han ”Instituttet For Menneskers Harmoniske Udvikling” i Frankrig, hvor han hjalp mennesker til personlig udvikling ved at give dem opgaver, der skulle gøre dem opmærksomme på deres særlige mønstre. I 1970'erne startede Oscar Ichazo kurser i Amerika og Chile, hvor han underviste i bl.a. enneagrammet. Nogle af Ichazos første elever har siden startet deres egne Enneagramskoler og udgivet adskillige bøger om emnet. Enneagrammet er i dag temmelig udbredt i USA, særligt Californien, samt i større og mindre grad i en række europæiske lande. Udbredelsen er dog enorm i disse år blot i Danmark, da flere og flere vil have del i det fantastiske redskab, flere og flere bruger det og ønsker at udbrede kendskabet til det. Læs mere om ennegrammet:Enneagrammet – din udviklingsvej, Helene Kongsbach |

